Kategorier
Alle opskrifter Oksekød

Tatar

Tatar er alene-hjemme-mad hos os, jeg får nemlig ikke min mand til at spise råt kød, som tatar jo er – og for den sags skyld heller ikke rå æggeblomme, som jo hører sig til på en tatarbøf. Derfor er det også sjældent, at jeg får tatar. Men så nyder jeg det til gengæld så meget mere. Og det er jo supernemt at lave.

Tatar kan serveres på et stykke ristet rugbrød, eller du kan servere flute, løg, kapers, ansjoser, paprika, peberrod, cornichoner m.m. til. Men du kan også sagtens servere det med pommes frites eller kartofler i ovn og en skål grøn salat til, så minder det måske mere om en middagsret. Uanset hvordan du serverer din tatar, så skal det være en rå bøf med rå æggeblomme.

Tatar

Tatar – opskrift

Opskriften du får herunder kan sagtens bruges til fire personer, så bliver bøfferne bare fladere. 300 g hakket kød kan godt være i overkanten for nogen.
Samlet tid 20 minutter
Ret Aftensmad
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 600 g hakket okseinderlår – du kan hakke det selv købe tatar-fars fra supermarkedets køledisk eller lade slagteren hakke det
  • 2 æggeblommer
  • Salt og peber

Sådan gør du
 

  • Del kødet i to lige store portioner, og form det til bøffer – evt. ved hjælp af en bøfformer, så du får et flot og ensartet udtryk.
  • Lav en lille fordybning i midten af hver bøf, og læg en æggeblomme ned i den.
  • Krydr med salt og peber.
Keyword Oksekød

Den mere avancerede udgave

Nu er der ikke kommet en ‘hawaii-version’ med ananas, men det er faktisk muligt at gøre tatar lidt mindre hardcore, selvom det rå kød helt sikkert ikke er for alle.

Rørt tatar – opskrift

Rørt tatar er en populær variant af tatar. Det er stadig råt kød, men her er det rørt til en fars, og det smager også supergodt. Du kan vælge at bruge alle ingredienserne i listen herunder, du kan bruge dem, du har lyst til, du kan supplere med andre, eller du kan vælge dine helt egne favoritter.
Ret Aftensmad
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 1 løg
  • 1 bdt. persille
  • 1 spsk. kapers
  • 2 tsk. worcestershiresauce
  • Et par dråber tabasco
  • 2 spsk. tomatketchup
  • 2 tsk. sennep
  • 1 skvæt cognac
  • 2 spsk. finthakkede cornichoner
  • 1 spsk. fintrevet peberrod
  • 600 g okseinderlår – hakket
  • 2-4 æggeblommer afhængig af om I er to der spiser meget eller fire, der spiser mere moderat
  • Salt og peber

Sådan gør du
 

  • Pil løget, og hak det fint.
  • Skyl persillen, og hak også den fint.
  • Lad kapers dryppe af, og hak dem fint.
  • Bland løg, persille, kapers, worcestershiresauce, tabasco, tomatketchup, sennep, cognac, cornichoner og peberrod godt samme med det hakkede oksekød.
  • Del farsen i lige store portioner, og form dem til bøffer.
  • Lav en lille fordybning i midten af hver bøf, og læg en æggeblomme ned i den.
  • Krydr med salt og peber.
Keyword Oksekød

Brug danske æg

Når du bruger danske æg, behøver du ikke være bekymret for salmonella. I 2013 meldte Fødevarestyrelsen ud, at risikoen for salmonella i danske æg er så minimal, at du sagtens kan spise rå æg – hvis du ellers er sund og rask. Men er du i tvivl, så brug pasteuriserede æggeblommer, men det er altså bare ikke det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Recipe Rating