Pulled beef, synes jeg, er gæstemad. Det smager vanvittigt lækkert, og det er så mørt, så selv oldefar kan tygge det med de forlorne bisser. Og selvom det tager langt tid at tilberede, så er det stadig saftigt som en nyplukket blomme.
Sidst vi fik pulled beef, var en torsdag. For pulled beef kan sagtens laves på arbejdsdage. Det skal bare stå og hygge sig i crock-potten eller ved meget lav temperatur i ovnen – sådan en 100-110° C. Jeg bruger nu crock-potten. Det er jeg mere tryg ved.
Det stegte kød kan du komme i en burgerbolle, eller du kan servere kartoffelmos, sovs og en grøn salat til.

Pulled beef i crock-pot opskrift
Til denne opskrift serverer jeg som regel kartoffelmos, salat og sovs den første dag. Dagen efter er der som regel nok til et par burgere.
Ingredienser
- 800 – 1000 g oksetykkam eller -inderlår – helt stykke
- Lidt olivenolie
- 4 store løg
- 25 g smør
- 1 spsk. Herbes de Provence
- 2 spsk. dijonsennep
- 1 dl vand
- Salt
Til sovsen endvidere
- 1½ spsk. solbærmarmelade
- 3 spsk. balsamicoeddike
- 3 spsk. hvedemel
- ½ l kogende vand
- Salt
Sådan gør du
- Brun kødet hurtigt af på en pande i lidt olie, og lad det køle lidt af.
- Kom også en smule olie i crock-potten.
- Pil løgene, skær dem i tynde skiver, og læg løgene i crock-potten.
- Fordel smørret i klatter oven på løgringene.
- Drys med lidt salt.
- Drys Herbes de Provence ud over hel kødstykket, og smør det derefter ind i sennep over det hele.
- Læg kødet oven på løg og smør, og kom 1 dl vand ved.
- Læg låget på, og sæt crock-potten på laveste varme i 8 timer.
- Tag kødet op, og hold det varmt – f.eks. ved at lægge et stykke stanniol over. Du behøver ikke være bange for at kødet steger videre, det gør det ikke, når det har stegt ved lav varme.
- Si væden over i en gryde, og kog det op. Gem det frasiede.
- Tilsæt solbærmarmelade, balsamicoeddike og mel, og pisk, til du har en klumpfri puré.
- Tilsæt til sidst det kogende vand, pisk det sammen, og lad sovsen koge ind ved middel varme i ca. et kvarter, eller til den har den ønskede tykkelse.
- Smag til med solbærmarmelade, balsamicoeddike og salt.
- Træk kødet fra hinanden med to gafler.
- Bland det frasiede sammen med kødet, og træk, til du har en stor portion pulled beef.
- Smag på det, og tilsæt evt. lidt salt om nødvendigt.
Noter
Jeg laver gerne en salat til, af hvad jeg har i køleskabet og grøntsagskurven. F.eks. frisk spinat, avocado i tern, gulerødder i strimler, soltørrede tomater, hakket, rød chilipeber. En blød gedeost (smøreost) agerer ”dressing”. Jeg fordeler den i klatter, inden jeg vender salaten godt og grundigt.
Kan du ikke få fat i blød gedeost, eller kan du ikke lide det, så kan en neutral smøreost eller en med krydderurter eller hvidløg også bruges.